Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

De fysiske rammer

Kastaniehuset er et musik- og traditionshus, med børn i alderen 0-6 år. Børn, forældre og personale skal opleve tryghed, fællesskab, anerkendelse samt respekt og forståelse.

Kastaniehusets fysiske rammer indeholder en vuggestue normeret til 12 børn samt to børnehavestuer normeret til i alt 40 børn.

Huset er bygget i et plan med kælder. Legepladsen er lille og overskuelig. Trods det, kan børnene gemme sig i små områder, legehuse og krat, men samtidig er det trygt, at der ikke er langt til en voksen. Ude og inde spejler vores pædagogik sig i områder, hvor børn har mulighed for selv at bestemme ud fra modenhed og tryghedsbehov. Legepladsen er udført i naturmaterialer med mange faste, fleksible og udskiftelige læringsmiljøer, og beplantet med et hav af sanseoplevelser. Der er fysiske udfordringer der kan indgå i børnenes lege, de kan udfordres på balance, højder, gynge, og ved at klatre.

Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores læringsmiljøer, såvel ude som inde, så de på bedste vis støtter op om de lege vores nuværende børnegruppe har interesse- og behov for. Da vi er et Musik- og Traditionshus, vægter vi at have rum, såvel ude som inde, der kan bruges til musisk udfoldelse og hvor børnene kan opleve traditionerne ved at sanse og lege.

I vores traditioner lægger vi vægt på æstetikken. F.eks. høstfesten er en sansende og undersøgende oplevelse for børnene, smagen og duften af forskellige frugter, grøntsager, krydderurter og synet af de flotte farver som høstfest bordet præsenterer. Hvordan føles det at plukke et brombær der er modent og et der ikke er?

Både i hverdagen og til vores traditioner, bruger vi vores nærområde (både by, strand, skov mm.), til at udforske og skabe gode lege – og læringsmiljøer. Vi bruger bl.a. vores ladcykler til at komme rundt, men går også ture eller tager bussen.